DAG 1

Jeg er her nu...

Jeg ankom helt udstresset - så mange tråde der skal bindes, for at man kan tage sig selv ud af ligningen - blot i tre døgn...

Nu har jeg hentet vand. Drukket et glas portvin. Lytter til fuglene og lander.

LITTERATUR MEDBRAGT:

Virginia Woolf, A Room of Ones Own (jeg kan ikke skrive apostrof)
Marguerite Duras, Det materielle liv
Martin Heidegger, Poetry, Language, Thought
Inger Christensen, DET
Ralph Waldo Emerson, Society and Solitude (Complete Works)
Henry David Thoreau, Walden

GÆSTER, DER KOMMER PÅ BESØG:

Niels Mellergaard, Slotshavechef
Abelone Koppel, Forfatter og dramatiker
Dan Stubbergaard, Arkitekt
Sille Nørgaard, Sociolog
Inga Gerner Nielsen, Performancekunstner

Jeg glæder mig til at tale med dem om enrummet fra mange vinkler - historisk ift. hytten her og den tradition, den indskriver sig i; en-rummet som præmis for skabelse og refleksion; en-rummet som funktion i arkitektur og byrum; en-rummet i et kønsperspektiv. Og jeg glæder mig til at høre mine gæsters tanker om og forhold til en-rummet på et personligt plan.

Her er koldt. Jeg sætter mig i solen og genlæser Virginia Woolf for at komme i tanker om, hvorfor jeg er her.

Lige nu driller min computer mig og trækker opmærksomheden fra brisen, fra alle de grønne blade, fra solen, der lander pletvist omkring mig og fuglenes mange lag, der kontrasteres af Søndre Fasanvejs moslende myldretidstrafik 50 meter væk... Ideen om eremithytten som fjernet fra civilisationen; den fuldkomne tilbage.trækning ind i naturen - afskåret og utilgængelig. Nu plantet midt i en have formet af menneskehænder, få skridt fra travlheden. Det kræver vilje at insistere på afsondretheden. Den er jo en konstruktion her - ikke desto mindre en konstruktion, som jeg vil forsøge at insistere på.

Jeg har selvsagt haft en masse tanker i tiden op til disse dage. Tænkt over forskellen på blot at være alene, at være ensom, og så at være i en-rum. Jeg tænker, at den helt store forskel består i, at jeg i en-rummet gør mig utilgængelig for andre. Jeg tillader mig at være utilnærmelig på alle platforme. Jeg lader verden sejle uden mig for en tid. Træder ud af nødvendigheden. Det er svært at komme der hen... Der er så meget nødvendighed, som jeg på godt og ondt har viklet mig ind i. Børn. Relationer i al almindelighed. Pligter og forpligtelser. Og jeg er endda ikke en af dem, der er strammest bundet.

Så hvad skal der til?

En-rummet kan på en eller anden måde ikke forceres. Hvis jeg ikke får lavet den rigtige vej ind, er der for meget, der larmer, holder mig fast, forstyrrer og trækker mig ud mod alt det andet.... Derfor alle enderne, der skal bindes inden, for at kunne være her. Gad vide, om Thoreau, om Heidegger havde det på samme måde, når de trak sig tilbage? Til deres hytter, deres en-rum... Virginia Woolf beder blot om et værelse - med en dør, der kan lukkes. Hun har måske er erkendt, at hun, selv om hun ikke havde børn (det havde hun da ikke, vel?), ikke kunne fjerne sig så drastisk fra sine relationer. Er det sådan blandt kvinder? Er vi mere disponerede for at binde os stramt i vores relationer? - så stramt, at det bliver svært at træde ud, selv for en tid...?

Jeg læser og flytter stolen rundt om hytten efter solen. Jeg kan mærke den der lille, sitrende nerve, den der trækning, som til stadighed fordrer, at jeg må være produktiv. Selv her. Jeg må gøre noget, skabe noget, bidrage og yde for at kvalificere min egen eksistens. Også her. Længere ud af nødvendigheden er jeg endnu ikke trådt, end at den indre Søndre Fasanvej, travlhedens og forpligtelsernes hovedpulsåre, stadig dunker - stadig kræver mig. Det må blive en gradvis bevægelse...

Nu vil jeg tisse bag et egetræ.

Alskens tanker opstår, efterhånden som de får plads til at folde sig planløst ud... Jeg diskuterer med mig selv det absolut arrogante i at forestille mig, at disse tanker, som blot kommer rullende uden mål og med, skulle have nogen som helst relevans for andre end mig. Jeg er fuldt ud klar over det selvoptagede i projektet, i denne envejskommunikation fra mit sinds luner. Og alligevel må jeg tillade mig den arrogance i mit eget projekts navn. Enhver, som vil smide noget ud i verden, som vil dele af sig selv, besidder nok et vist mål arrogance, idet vedkommende tillader sig at lægge beslag på andres opmærksomhed og vover at forestille sig, at det vil være i deres interesse at belemre dem med noget. Således også jeg....

Min hytte (for den er min de næste 3 døgn) er omgivet af et spøjst fænomen i fyraftenstimerne. Løbere af begge køn kommer bragende ud af buskadser fra alle sider og forsvinder ind i andre med øjnene på et kort. Parkens (lidt postulerede) natur bliver gennemkrydset i motionens navn. Jeg er kritisk indstillet. Ikke fordi jeg ikke kan se det skønne i, at få brugt sine kræfter, at mærke en form for natur, at mærke sin krop... Det er mere det billede på vores forhold til naturen og til vores egen krop, det giver mig, som jeg er kritisk indstillet overfor. Kroppen bliver indskrevet i vores produktionsparadigme. Selv når vi har fri fra produktivitetskravets 9-17-skema, fortsætter vi dets dynamikker og indprenter dem langt ind i vores muskler, i selve vores puls og åndedrag. Parken er en til lejligheden velkonstrueret forhindringsbane, hvor vi kan optimere vores ydeevne, bekæmpe kroppens naturlige forfald og insistere på at besejre naturen - både i form af krat og skrænter og i form af krop.

Skyerne går for aftensolen. Solsorten siger, at det snart begynder at regne, og jeg vil trække mig ind i min hytte.

Women have served all these centuries as looking-glasses possessing the magic and delicious power of reflecting the figure of man at twice its natural size. V. Woolf, A Room of Ones Own.

Er det stadig sådan? Jeg er ikke fra barnsben blevet trænet i den ædle kunst at forstørre manden med mit blik - jeg er vokset op i en familie af kvinder. Og min far var en fjern, gudeagtig eksistens, som døde, da jeg var 7 år og for altid vil være hinsides min rækkevidde. Jeg har måttet lære mig hvordan man interagerer med mænd. Og jeg har afsøgt mange scenarier for denne interaktion for at forstå, for at lære, for at mestre. Men der er en anden faktor, som til stadighed præger mig. Som i høj grad betinger min adfærd, og som jeg til stadighed opponerer imod. Og det er de uudtalte forventninger, som mit samfund, min familie, mit køn og jeg selv hele tiden pålægger mig. She had altered her values in deference to the opinion of others. But how impossible it must have been for them not to budge either to the riight or to the left. What genious, what integrity it must have required in face of all that criticism, in the midst of that purely patriarchal society, to hold fast to the thing as they saw it without shrinking.Jeg ved, at det kræver koncentration og vilje at dreje mit blik på mig selv væk fra det samfundsbestemte, samfundsbestemmende blik. At gøre blikket til mit eget blik. At lade det strømme indefra og ud på verden fremfor at lade det udefrakommende blik forme mig og betinge min adfærd. Selv når det udefrakommende blik ikke er konkret manifesteret i form af en eller flere, der observerer mig, er det i så høj grad internaliseret og bestemmende for min opfattelse af både mig selv og andre, at jeg navigerer tankeløst og automatisk efter det - medmindre jeg kommer i tanker om at lade være. Men er det samfundsbestemte og samfundsbestemmende blik stadigvæk patriarkalsk, mandsdomineret? På mange måder er det nok, men mere skjult. For på overfladen er vi jo langt mere lige, langt friere, har langt flere muligheder. Men det her blik, denne her måde at opfatte mig-sig selv på... Det strækker sig langt bag ud. Det har rødder i en anden tid, i en anden måde at være i verden på. Og jeg kæmper stadigvæk med det. Det her sted burde være et godt udgangspunkt for at lade mit eget blik træde i forgrunden.

Det er skærende grønt udenfor - jeg ser lige ud i et hovedspring af grønt og stammer. Efterhånden som aftenen falder på, finder jeg det nu også betryggende, at høre Søndre Fasanvej der ude for enden af stien. Jeg er ikke vant til at være alene udenfor mit reservat på stenbroen. Og uanset hvor smukt og idyllisk her er, ved jeg at mørket vil rulle alle mulige imaginære farer ud...

Jeg gik en tur i det, jeg troede var det begyndende mørke. Det viste sig at være den blødeste, blideste sommeraften. Bag min hytte bor giraffer og zebraer. De bevæger sig langsomt rundt på deres savanne og gnaver i nogle grene og træer. En gruppe folk spillede rundbold på en plæne. Fuglene synger til hinanden. Mørket var slet ikke mørkt - og sådan er det vel i det hele taget: at mørket altid er mørkere set udefra, end når man bevæger sig ind i det...?

Og jeg synes pludselig at alt, hvad jeg har skrevet, er noget hø. På en måde fik jeg sådan en fad smag af selvfedhed. Lommefilosofiske nykker. Ikke desto mindre har jeg lovet mig selv at vente med at slette det til i morgen. Måske er jeg bare træt. Måske skal det bare have lov til at være der. Dumt eller ej. Jeg går i seng med fuglene, savannedyrene og V. Woolf.

Og som en god og from eremit beder jeg min aftenbøn (som jeg nu gør det). Jeg beder for dem, der bevæger sig rundt her i parken, for girafferne og zebraerne på savannen, for træerne og fuglene. For Søndre Jagtvej og alle dem, der kører på den, og for alle dem, der omgiver dem, der omgiver dem, der omgiver dem... Og for at min tilstedeværelse her vil bibringe nogen noget. Ikke mindst mig selv.

DAG 2

Jeg har sovet. Jeg troede jeg ville være bange, men jeg vågnede kun en gang, lammet af angst, uden at kunne se noget, med en stemme gjaldende i hovedet, der sagde -Nu kommer det!- Som i -Nu kommder det, det du altid har frygtet allermest, nu materialiserer det sig for øjnene af dig...- Men intet kom. Efter kort tid kunne jeg se igen, bevæge kroppen og mærke, at der ikke var noget at være bange for. Så jeg lagde mig til at sove igen og vågnede med fuglene og lyden af regn her til morgen.

Min hytte har tre vinduer - to i væggene og et, spidst, i loftet. Gennem loftsvinduet kunne jeg se regnen falde og lande, og selv om himlen var og er grå, ser det alligevel ud som om solen er lige ved at bryde igennem. Det må være noget med konstruktionen. Tænker at det er lidt som et menneskehovede, med to øjne og så det der hul (eller hvad det nu er) i hovedet, hvor ideerne, inspirationen vælter ind...

Jeg var igen en pligtopfyldende eremit og bad min morgenbøn. Denne gang bad jeg for at udvide mit hjerte. For uanset hvor meget jeg elsker dem, jeg elsker, er det også en lise at være her. At være udenfor rækkevidde af omsorgspligten, at falde ind i mig selv og glemme, at der er nogen, der afhænger af mig. Det føles forbudt at have det sådan. Jeg burde savne. Det kommer måske også...

Igår morges, inden jeg skulle gøre klar til at tage her ud, talte jeg med min datter. Vi kom til at tale om universiteter og om, hvad man skulle lære på hendes universitet, hvis hun havde et. Hun sagde -Storsind, gavmildhed og at være kærlig-... Jeg ved ikke engang hvornår hun har lært de ord. Men jeg tror hun har fattet noget. Spørgsmålet er, hvad disse kvaliteter - indiskutable kvaliteter - vil bibringe hende eller andre i tilværelsen, hvis de ikke også kobles med ambition, gennemslagskraft og overbevisning... I hvor høj grad formes og former vi os stadig ind i billedet af den gode pige...? Eller er der en måde at være i verden på, er verden ved at være et sted, hvor man godt kan blive til noget og skabe sig et (meningsfyldt) levebrød ved at sætte kvaliteter som storsind, gavmildhed og det, at være kærlig, først?

Liv Oustrup fortalte mig om en engelsk park, som i 1700-tallet havde opført et smukt anlæg og en dertil hørende eremithytte. For at fuldende værket havde de ansat en eremit til at bo i hytten, således at dem, der spadserede i parken, kunne blive inspireret af hans ydmyge askese og fromme, gudsnære tilværelse. Problemet var bare, at han en dag blev grebet på fersk gerning med en pint i hånden på den lokale pub. Kontruktionen i at hyre en eremit. Den gentager vi nu, og jeg er -hermit for hire- de næste par dage. Men jeg er en dame, og jeg har taget portvin med mig ind i hytten...

That woman, then, who was born with a gift of poetry in the sixteenth century, was an unhappy woman, a woman at strife against herself. All the conditions of her life, all her own instincts, were hostile to the state of mind which is needed to set free whatever is in the brain. But what is the state of mind that is most propitious to the act of creation? V. Woolf

...masterpieces are not single and solitary births; they are the outcome of many years of thinking in common, of thinking by the body of the people, so that the experience of the mass is behind the single voice. V. Woolf

Omstændighederne for at skabe, for at tænke, er ikke kun her og nu, ikke kun forankrede i denne tid, i dette samfund, i de eller de rammer, men i lige så høj grad i det, der er gået forud, den historie, vi indskriver os i med krop og sind og de dynamikker, der er lagrede dybt i vores væren. Når jeg sidder her, er jeg bare mig, men jeg bærer hele mit liv, hele min familie, alle mine forudgående genereationer med deres erfaringer og erkendelser og hele mit samfund - før og nu - med mig ind i mit rum. Jeg kan ikke undsige mig det, jeg kommer af. Jeg kan ikke blive en tabula rasa. Jeg vil for altid være præget. Men jeg kan begynde at erkende min prægning og jeg kan begynde at undersøge den, bruge den, forme den, præge den tilbage... Hvis jeg kan give mig selv, hvis jeg kan modtage, rummet, tiden og ressurcerne til at gøre det. V. Woolf havde sin arv på 500 pund om året, som satte hende fri af de økonomiske bekymringers altopædende betingninger af tanke og handling.

Jeg er lige blevet banket op af mit forsøg på en lur to gange - først af en psykolog fra Valby, som også gerne ville sidde her og skrive. Bagefter af en skoleklasse, som skreg fordi de troede, at jeg var en heks. Det er ikke svært at se, hvor angsten for kvinden, der melder sig ud, trækker sig tilbage, har rødder. Hvis man var mand, var man eremit, from, viis og hellig; hvis man var kvinde, var man heks, farlig og syndig. Sådan er det jo ikke længere, men mytologierne og arketyperne spøger stadig - det er stadigvæk dem børnene tyer til, når en anden forklaring ikke ligger lige for...

Above all, you must illumine your own soul with its profundities and its shallows, and its vanities and its generosities, and say what your beauty means to you or your plainness, and what is your relation to the everchanging and turning world of gloves and shoes and stuffs swaying up and down... V. Woolf

Det er en vigtig fordring - ikke kun at forholde sig til sit forhold til tingene, men at forholde sig direkte, til tingene, til sig selv, til verden, uden filter. At lade blufærdigheden falde og blotte sig, træde frem, blive synlig... Der er noget trygt i at forblive halvt formummet, at hylde sig i mystiske, udecifrerbare lag. Det giver andre mulighed for at læse så meget mere ind i en, end man selv rummer. Man risikerer, ved sin blottelse, at afsløre hvor stumpt et redskab man er, hvor uuddannet og uvidende man er, hvor overfladiske ens refleksioner og erkendelser er... Så bedre at citere kloge mennesker og forblive en uudfyldt skærm for andres projektioner....?

Men deri består så udfordringen i dette format. Jeg aner jo alligevel ikke, om det, jeg skriver, nogensinde vil nå andres øjne, så måske skal jeg vinke farvel til mit imaginære publikum og bare skrive for mig selv, fra mig selv. Det kræver at jeg fralægger mig behovet for at berettige det, jeg skriver, for at prøve at være intelligent, morsom (jeg kan høre min mormors stemme sige det ord med en let vrængen - hun havde altid følt, at hun ikke var morsom nok), kritisk, selvkritisk...?

Jeg er omringet af en hær af nysgerrige børn, som på skift løber rundt om huset og bliver panisk angste, når de opdager, at jeg sidder her inde. Jeg har forklaret, hvad jeg laver her til nogle af dem. At jeg undersøger, hvordan det er, at være i en-rum, at trække sig tilbage fra verden og ud af sine relationer. Det forstod de godt. Men der er gået sport i at turde banke på døren, så nu forstyrres mit en-rum af, at det at afbryde det er en måde at bevise sit mod på.... Og selv om de er børn, så viser dynamikken noget om, hvad det er, der står i vejen i alle mulige andre sammenhænge. At man skal bruge den tid, man egentlige gerne ville bruge i en-rummet, på at forklare, hvorfor det er nødvendigt, på at retfærdiggøre sin ret til det og på at afværge de krav på ens opmærksomhed, som verden, til stadighed tillader sig at gøre. Hvis jeg lader døren stå åben og altså gør mig selv tilgængelig, er jeg af en eller anden grund mindre skræmmende for dem... Selve utilgængeligheden er det, der gør mig skræmmende, uforståelig. Hvorfor vil man trække sig ud af fællesskabet, ud af flokken? Der må være noget galt med en, hvis man har den slags behov. Eller...?

Underligt nok er det tilbagevende spørgsmål, når jeg laver de her ting, altid: hvordan går du på toilettet? Svaret er i dette tilfælde at jeg går i 10 minutter op til toilethuset eller tisser bag et dertil velegnet egetræ. Eller tisser i min medbragte tisse-dunk. Voila.

Lige så meget som jeg oprigtigt elsker, respekterer og inspireres dybt af V. Woolf, er jeg også ved at kløjs lidt. Hvad er det jeg kløjs i? I selve det, som hendes argument handler om - at for at blive fri til at skrive som kvinde, må man blive fri til at skrive som kvinde uden at tænke over, at man er kvinde. Simpelthen sætte sig ud over det.

She wrote as a woman, but as a woman who has forgotten that she is a woman, so that her pages were full of that curious sexual quality which comes only when sex is unconscious of itself.

Men det er en umulighed fordi jeg, når jeg læser hendes tekst, til stadighed konfronteres med (hendes bud på) forhindringerne for, at en kvinde skriver (skaber). Jeg bliver frustreret, ikke på mine egne, nutidige vegne, men på mit køns histories vegne. Jeg identificerer mig med historien, identificerer dens mærker og tråde i mig. Forfalder til konklusioner uden belæg. Træder væk fra min egen poetiske åre. For, som hun påpeger, man kan komme til at være meget kontant, kirurgisk og saglig i sit forsøg på at undgå det poetiske og floromvundne, jeg, som kvinde, har svært ved at tillade mig. Fordi det ville underbygge en eller anden (indre, egen?) fordom...

Nu læser jeg hende til ende. Og så kaster jeg mig over noget andet. Det lyser nok ind i mig på en helt anden måde...

Underligt nok synger fuglene næsten ikke idag. Eller også overdøver blæsten dem. Har du nogensinde lagt mærke til, at man kan høre, hvordan vejret er, uden at se det? Jeg ved ikke hvorfor det er blevet sådan, at synssansen er den sans, vi hovedsagligt manøvrerer efter. Der sker også noget med en, når man ikke bliver set - man falder ind i sig selv. Jeg falder ind i mig selv. Der opstår en underlig tyngde, som suger indad, nedad, som sløver mine eller finttunede antenner i forhold til andres behov, mening, syn... Jeg har ikke set mig selv i spejlet i 24 timer. Ikke noget odiøst. Men alligevel en oplevelse. Det føles som om mine ansigtstræk får deres eget liv, sejler planløst rundt uden at blive fastholdt af den form, jeg maser dem ind i, når jeg placerer mig foran spejlet.

Og så gjorde hun mig alligevel lykkelig igen.

Perhaps to think, as I had been thinking these past few days, of one sex as distinct from the other is an effort. It interferes with the unity if the mind. Now that effort had ceased and that unity had been restored by seeing two people come together and get into a taxicab.... But the sight of the two people getting into the taxi and the satisfaction it gave me made me also ask whether there are two sexes in the mind corresponding to the two sexes in the body, and whether they also require to be united in order to get complete satisfaction and happiness? .... And if it be true that it is one of the tokens of the fully developed mind that it does not think specifically or seperatedly of sex, how much harder it is to attain that condition now than ever before.

Og så er vi tilbage ved udgangspunktet: Hvilke forhold, skal der til? Et rum med en dør, der kan låses, 500 pund (fuld løn) årligt og evnen til at glemme sit singulært-binære køn. Eller: evnen og pladsen til at tænke frit, friheden til at dvæle og glæden ved at være med alt hvad man er. Og hvordan insisterer man så på det?

...it is much more important to be oneself than anything else. Do not dream of influencing other people, I would say, if I knew how to make it sound exalted. Think of things in themselves. V Woolf

Af en eller anden grund får hun mig til at græde her på min stol, foran min hytte, under en grå himmel og en masse grønne blade. Måske fordi der er plads til det.

I samme øjeblik kommer en ældre dame gående hen ad stien, praktisk klædt i gode sko og en slags vind-vest. Og gennem tårerne antager hun pludselig en anden form, en større betydning. Hun bliver en forlængelse af samme historie, hun bliver en reservoir af viden, indsigter, erkendelser, erfaringer. Som kunne deles. Som måske har et sprog, en form, en indre musik. Som måske kan sætte svingninger igang i andre. Og jeg får lyst til at høre hendes toner, men holder mig på behørig afstand. Vi anerkender hinandens eksistens uden at se direkte på hinanden, og hun går videre, vel vidende at hun har mit blik hvilende på sig. Hun forbliver (for mig) uopdaget og fuld af mystiske potentialer.

Næste levende billede: To hundeejere, hvis hunde kommer op at slås. De kompencerer for hundenes vildskab ved at være ekstremt civiliserede overfor hinanden - som for at demonstrere, at intet af hundenes dyriske temperament bor i dem. Manden går videre denne vej, roser sin hund: Det var flot, kom denne vej! og cementerer endnu engang sin tæmning af dyret. Er det en af glæderne ved at eje et dyr - at man kan demonstrere sin egen civiliserethed ved at tøjle og tæmme dyret?

Nå, jeg sejler...

Jeg gik en tur op for at hente vand og så flere hundeejere med deres hunde. Og jeg kom til at tænke på, at det måske også er sådan, at et dyr (en hund bl.a.) er et væsen, som man kan dele en-rummet med. Det er måske endda en grund til eller undskyldning for at opsøge en-rummet i form af en tur ud i Søndermarken eller et andet sted... Det er en fysisk men umælende tilstedeværelse, som ikke trækker fra rummet for refleksion.

I think I could turn and live awhile with the animals ... They are so placid and self-contained.
I stand and look at them sometimes half the day long.

They do not sweat and whine about their condition,
They do not lie awake in the dark and weep for their sins...

Alone far in the wilds and mountains I hunt,
Wandering amazed at my own lightness and glee,
In the late afternoon choosing a safe spot to pass the night,
Kindling a fire and broiling the freshkilled game,
Soundly falling asleep on the gathered leaves, my dog and my gun by my side
Walt Whitman, Leaves of Grass

Whitman skammede sig ikke. Han elskede sultent og begejstret med selve livets grundsubstans og øste af sine oplevelser uden forbehold og uden filter. Uden på nogen somhelst måde at stille spørgsmålstegn ved sin egen berettigelse. Det kunne man også lære noget af.

Jeg sad på en bænk på vejen, opslugt af tanker og af træernes bevægelser i vinden. To, jeg kender, kom forbi, og vi nikkede til hinanden. Og lige et kort øjeblik kunne jeg mærke, at en-rummet forsvandt - og at der opstod en længsel efter at mærke forbindelsen til andre. Men af en eller anden grund, som jeg til stadighed ikke kan blive klog på, kan de to ting - forbindelsen til andre og en-rummet - ikke eksistere simultant. Eller: Jeg har endnu ikke opdaget, hvordan det kan lade sig gøre.

Har netop haft besøg af Niels Mellergaard, som er slotshavechef, og som har arbejdet med bl.a. Søndermarken og Frederiksberg have i 15 år. Han er en rolig, blid eksistens. Bevæger sig sådan fløjlsagtigt. Støder ikke imod. Han ser en i øjnene når man taler. Kvæler i ny og næ en gaben af venlighed - vil ikke støde med sin træthed (kedsomhed). Jeg tror ikke han keder sig. Jeg fornemmer at han til stadighed, på sin fløjlsagtige måde, går på opdagelse i tilværelsen og verden.

Vi talte om det romantiske haveanlæg versus det barokke. Hvor barokken var perfekt symmetri, lige linjer, menneskets endelig sejr over og civilisering af naturen, blev den romantiske have en hyldest til naturens mystik, en dvælen ved og kontemplation af dens naturlighed. Hvilket i sig selv var lidt af et postulat, idet det romantiske haveanlæg var fuldt ud lige så menneskeskabt som barokkens...

Anlægget rummede forskellige elementer, som med deres stemninger skulle inspirere dem, der bevægede sig rundt i det til kontemplation. Og selve dets udformning bestod af snoede stier og kig til steder, som man ikke kunne bevæge sig direkte til - man måtte indlade sig på naturens (havens) luner og lade dem virke deres indflydelse på både sind og legeme. Idag oplyses Søndermarkens romantiske bygningselementer, således at dem, der kommer løbende forbi med motionen for øje, stadigvæk får et glimt af en intention og en kultur fra en forgangen tid. Stadig relevant.

Og vi talte om vigtigheden af, til stadighed at opsøge en-rummet, og om den viljeshandling det kan være at gøre det, i et samfund, der forventer tilgængelighed, produktivitet og generelle livsytringer. Og om den konstruktion det på sin vis er, at forsøge at undersøge en-rummet på et befærdet sted som her, med lyden af biler tæt på, med nysgerrige blikke og tæt trafik af løbere og hundeejere og min egen ide om, hvad jeg skal producere og levere i form af tekst og tanker, imens jeg er her. Det holder mig på et vist plan civiliseret - stadig fungerende på de forventede præmisser.

Og det ville være interessant at forsvinde helt ud, uden pen og papir, uden computer og ideer om, hvad jeg skulle bibringe. Et sted, hvor sandsynligheden for at støde ind i et andet menneske var minimal. For at se, hvilke lag det ville give adgang til.

Og vi talte om, at angsten for, hvad vi måtte finde når vi er overladt til os selv, afholder os fra at opsøge afsondretheden. Hvem ved, måske venter vanviddet under lagene af civiliserende fernis ...?
Måske venter poesien...

Jeg gik en tur i mine tanker - og alt var i den skønneste orden, fuglene sang, bladene bladrede, solen solede. Og alligevel var der noget, der manglede, der var en restløshed i mig. For hvad er meningen med det hele..? Der må være en større, dybere mening, som jeg kan udlede af enkeltdelene - som jeg med mit sind og med min væsen som resonanskasse kan tappe mig frem til og frembringe tonen af... Eller hvad? Måske er der ingen anden mening, end at tingene er. De findes. De indgår i indbyrdes relationer og jeg indgår med dem. Og måske er den dybere mening blot at lade mig selv være med alle tingene. At erstatte behovet for mening med oplevelsen af en indre resonans, udveksling og forbundethed, der ikke nødvendigvis kan omsættes til ord eller intellektuelle konstruktioner. Men hvordan så forstå, formidle, være med...?

When the wind, shifting quickly, grumbles
in the rafters of the cabin, and the
weather threatens to become nasty....

Three dangers threaten thinking.
The good and thus wholesome danger is the nighness og the singing poet.
The evil and thus keenest danger is thinking itself. It must think against itself, which it can only seldom do.
The bad and thus muddled danger is philosophizing.
Martin Heidegger, Poetry, Language, Thought (The Thinker As Poet)

Når tænkeren tænker og tingene tinger... Woolf siger, at vi skal tænke på eller over tingene i sig selv. Heidegger prøver at komme frem til, hvad tingene er, i og for sig selv. Med os.

What in the thing is thingly? What is the thing in itself? We shall not reach the thing in itself until our thinking has first reached the thing as a thing....The jug presences as a thing. The jug is the jug as a thing. But how does the thing presence? The thing things. Thinging gathers.....The presence of something present such as the jug comes into its own, appropriatively manifests and determines itself, only from the thinging of the thing.....Today everything present is equally near and equally far. The distanceless prevails. But no abridging or abolishing of distances brings nearness. What is nearness? To discover the nature of nearness, we gave thought to the jug near by. We have sought the nature of nearness and found the nature of the jug as a thing. But in this discovery we also catch sight of the nature of nearness. The thing things. In thinging, it stays the earth and sky. divinities and mortals. Staying, the thing brings the four, in their remoteness, near to one another. This bringing-near is nearing.....Earth and sky, divinities and mortals - being at one with one another of their own accord - belong together by way of the simpleness of the united fourfold. Each of the four mirrors in its own presence the others. Each therewith reflects itself in its own way into its own, within the simpleness of the four. This mirroring does not portray a likeness....The appropriative mirroring sets each of the four free into its own, but it binds these free ones into the simplicity of their essential being toward one another.....This appropriating mirrorplay of the simple onefold earth and sky, divinities and mortals, we call the world. The world presences by worlding. That means: the worlds worlding cannot be explained by anything else nor can it be fathomed through anything else....As soon as human cognition here calls for an explanation, it fails to transcend the worlds nature, and falls short of it. The human will to explain just does not reach to the simpleness og the simple onefold of worlding.....If we let the thing be present in its thinging from out of the worlding world, then we are thinking of the thing as thing.

Og således tilbage til udgangspunktet - at lade tingene være i al deres tingen, at lade mig være med dem i al min mighed og at give slip på viljen til at forstå, at udlede meninger, betydninger og analyser. Og således godnat. Jeg trænger til at få vasket op. Eller rettere opvasken trænger til at blive vasket op. For at kunne blive noget andet end opvask.

DAG 3

Endnu en nat. Denne gang fuld af forvirrede drømme om tv-skærme, der blev ved med at tænde af sig selv, som om de havde en egen vilje. Rejser på tværs af grænser. Vasketøj der skulle lægges på plads og en samtale på en teaterscene. Jeg blev lidt bang igår aftes. Kom til at gå i seng efter mørket var blevet tæt og måtte se mig over skulderen for at tjekke, om nogen stod og så ind ad vinduet. Det var først, da jeg slukkede lysene at jeg igen opdagede, at mørket ikke var så mørkt som jeg troede...

Det er gråt idag. Skyerne lægger en dæmpende hinde over lydene, som bliver lavere, mere intime. Fuglene skratter kun pletvist til hinanden. Afprøver et par triller men lader dem ikke folde sig helt ud. Det venter. Måske på regn?

Opvasken taget og jeg er gået igang med Inger Christensens DET til morgenkaffen. Det er sublimt. Hun udfolder et helt univers fra den spædeste antydning af det begyndende glimt. Og jeg fyldes af glæde ved at læse, at tingen, at det, kan fromuleres så smukt og ramme mig så dybt.

Det. Det var det. Så er det begyndt. Det er. Det bliver ved. Bevæger sig. Videre. Bliver til. Bliver til det og det og det. Går videre end det. Bliver andet. Bliver mere. Kombinerer andet med mere og bliver ved med at blive andet og mere. Bliver noget. Noget nyt. Noget stadig mere nyt.
I. Christensen, DET

Heidegger fortæller mig noget. Men for at fange det, må mine tanker antage underlige geometriske former, bevæge sig ud af stadigt smallere stier, som ender i tynde tråde, jeg skal balancere ad. Med største møje og besvær. Blot for at føle mig meget dygtig, når det lykkes. Så er jeg særligt indviet i det, vi alligevel ikke kan kalde ved navn.

I. Christensen er anderledes generøs, hendes rytme rammer kødet, sætter det i svingninger og lader forståelsen, ikke den intellektuelle men den sanseligt eksistentielle, folde sig ud som et organisk væsen, der tager ophold hos mig. Med mig. Ikke at hun ikke er stram, præcis, grænsende til det kirurgiske. Men hun er menneske med det. Hun vover at sige f.eks. Fordi noget andet også kunne være sandt.

Ikke at de ellers nødvendigvis kan og skal sammenlignes.

Nu, morgenbøn. En bøn om at trænge forbi mit eget intellekt og mærke, hvad jeg egentlig laver her i mit en-rum. Hvorfor. For at blive i stand til at træde ud med noget andet end litterære refencer og semi-interessante refleksioner.

Det kræver det største mod at lade sin stemme høre. Det største mod at afsløre sin sandhed. Hvis den da kan afsløres andet end glimtvist for andre end en selv. For den er rundet af alt det, der er mig, og alt det, der ikke er, men er med mig. Af alle skridt, alle stemmer, alle tanker, alle kampe. Af alt det jeg har mistet og alt det, der er blevet mig givet. Af alt det jeg har skabt og alt det, jeg har ødelagt. Af alle faserne imellem yderlighedernes poler. Af de tomme timer og grå dage. Af venten. Længsel. Af meningens ophør og genopståen, momentane udkrystallisering af sublime facetter midt i hverdagen. De findes. Og med det alt det omkringliggende, alle de flader af lys og skygge, to- og tredimensionelle billeder, sekvenser og koreografier. Hele universer i form af andre mennesker, som jeg har kigget (meget begrænset) ind i. Parallelle verdner med deres helt egne ordnende principper, der på forunderligste vis indbefatter mig. Væver mig ind i deres struktur. Ligesom jeg væver alle de omgivende, tilstødende parallelle verdner ind i min. Nærmest uden at stille spørgsmålstegn ved det forunderlige, grænsende til umulige, i den konstuktion. Vi er ikke nær hinanden. Vi er viklet ind i hinanden så intrikat, at det er umuligt at skelne mellem hvor den ene begynder og den anden ophører. Men i forståelsens, i individets og i kontrollens tegn søger vi alligevel at kategorisere denne eller hin relation, at afgrænse den og placere den indenfor rammerne af noget, vi kan kalde noget. For med udsigelsen af navnet behøver vi ikke længere forholde os til det umulige i at forstå og klassificere noget somhelst, der har med forbindelser mellem mennesker at gøre. Det er det eller det. Det bliver tingslinggjort, og vi underligger os tingens diktat, lader det forme rammerne for vores interaktioner med hinanden. Et lettelsens suk. For en tid sat fri af det kaotiske. Det er sådan. Jeg er sådan. Vi er sådan. Sådan er det. Lige indtil det ikke er det længere. Fordi livet, bevægelsen, vi selv, må bryde formen og lade det flyde igen. Fordi alt, hvad der størkner, må forvitre og genopstå som noget andet.

Solen skinner nu.

...Så frit som kun en konflikt formulerer sin stabile model.
I. Christensen

Hvad mener hun? At for at blive til, at blive til noget andet, må konflikten til. Er det modellen? Og i så fald, hvorfor forsøger jeg så så ivrigt at få konflikterne til at forsvinde? Til det punkt, hvor jeg ønsker at forsvinde fra verden for at undgå at møde dem, mærke dem... Fordi de netop truer med at gøre mig til noget andet. Fordi konflikten først ophører i det øjeblik jeg har tilladt den at ændre mig...? Og fordi jeg på trods af alt stadig er et konformt vanedyr, der modsætter mig forandringen med min lille, skrigende reptilhjerne og mit behov for overskuelighed. Og fordi jeg endnu ikke har forstået helt, at min konflikt er min. Min mulighed. At favne den, elske den i al sin besværlighed. Bevæge mig med den. Måske danse med den? Som med en slags stor og uhåndterlig elefant...?

Har netop haft besøg af Abelone Koppel. Hun kom ind i mit synsfelt midt i Inger Christensen udenfor huset.

En verden er kommet til verden inde i verden. En sammentrængt verden, et forstenet perspektiv, en ufremkommelig fastlagt mening, så velunderbygget, med betonfundamenter, stålkonstruktioner, med sammensvejsede blokmassiver, kolosformationer, fæstet i et blændværk af vidtdrevne udtryk, er kommet ti verden, har ordnet sig sat sig fundet sted. En by. Et standardiseret kaos med fiktionen i orden.
I. Christensen

Vi har talt. Om en-rummet. Om den kilde, der kun er adgang til der. Om det svære i at berettige bevægelsen derind. Retfærdiggøre den. Og retfærddiggøre sin væren i det rum, hvis det ikke producerer synlige resultater. Andet end at man er har adgang til sin kilde, og at verden dermed ikke bliver til en ørken. At tillade at det er et kaotisk rum, hvor man ikke ved, hvilken flig der rammer en og sætter gang i en bevægelse hen imod skabelse. Om hvordan vi kan lære vores børn at opsøge dette rum. Nyde det. Om hvorvidt de først kan det, det øjeblik vi selv insisterer på at være utilgængelige for kontakt og underholdning og dermed overlader dem til at opdage, at rummet findes. Om det er sværere for kvinder, som binder sig så tæt i relationerne, som forveksler tilgængelighed med kærlighed og viljen til hinanden (hele tiden) med lysten til hinanden... Hvorvidt man kan sige til sin kæreste, at de næste to dage, tre timer, er jeg ikke din kæreste. Om man kan sige det til sine børn. Om man kan frasige sig definitionen af sig selv som noget i relation til nogen, fordi det er nødvendigt for at kunne træde ind i et rum, hvor man kan genopstå som andet og mere. Som sig selv i evigt skiftende former, der ikke fastholdes af den eller den rolle eller relation. Og vi talte om, hvor få rollemodeller der er, kvinder, som både kan have familie og skabe. At vi må opsøge dem for at lære. At vi må beslutte os for selv at blive dem.

Nu har jeg spist kartoffelmos og hvilet. Blev så træt. Måtte træde ud af ordene og tankerne og falde ind.

Det er konstant kamp med mig selv at skrive her. Jeg synes det er pinligt. Min indre dommer er utilfreds med formuleringerne, med indholdet, med den bagvedliggende holdning. Med formen med figurerne med billederne og tonerne og takterne og det hele. Så meget forbliver uudtrykt, fordi det ikke slipper forbi den indre smagsdommer. Og det er for såvidt måske også godt, eftersom verden kunne blive oversvømmet af et hav af ufordøjede tanker, halvfædige ideer og generel, meningsløs larm fra utallige navler. Men øvelsen i at gøre det alligevel kan noget. Hvis jeg glemmer at tænke på, hvorvidt produktet er godt nok, er processen vigtig, relevant og bærer sin egen berettigelse - om ikke andet så for mig. Og man er jo heldigvis ikke tvunget til at læse mine udgydelser.

Nå, men byen og Christensen! og kaffe. Jeg har lyst til at ryge en cigaret. På trods af at jeg egentlig ikke ryger. Men som en slags markering af mit intellektuelle frirum her på stien.

7
Den slags kommer man ikke så let om ved
Det er ikke fordi der er noget perspektiv på verden
Det er ikke fordi der er noget overblik over verden
Det er ikke fordi der er nogen forståelse for verden
Det er fordi der ikke er nogen forståelse for verden
Det er fordi verden er uforståelige ligegyldig udenfor
mens jeg er alene
Jeg kritiserer mig selv
jeg behandler mig selv som et mellemværende mellem mig selv
og en verden der er uforståelig ligegyldig udenfor
men jeg er det ikke indefra
jeg er det ikke når jeg er alene
mellem os sagt er jeg det ikke her nu
når du læser
at jeg skriver
at jeg ikke er det
og når du læser
at jeg skriver
at du ikke er det
Tværtimod
....
I. Christensen, DET (Scenen, konnexiteter)

Eksisterer der ikke et mellemrum
som ikke er et tomrum
og ikke et stridsrum
....
Et interregnum
hvor alle kan komme
ligge
og være
udenfor sig selv
fælles om at fatte den fælles ufattelighed
....
I. Christensen, DET (Scenen, variabiliteter)

Hvorfor er det, at alle dem, jeg beundrer mest var eller er barnløse, psykisk syge, selvmordere eller eneboere? Hvorfor er det så umådeligt svært at fungere i samfundet, med samfundet, indlade sig på fiktionen, spille med på den, sågar forlænge den helt ind i sit eget liv - og så samtidig at insistere på at lytte til den tone, den rumlen, der bor dybt nede i ens eget fundament. Den kegle af lys, som på godt og ondt udraderer definitionerne og de i plenum vedtagne regler for god opførsel og anstændig væren...? Og hvorfor drives man-jeg til stadighed til at opsøge denne tone, lade mig ruske af denne rumlen og lade lyset viske de møjsommeligt opbyggede former ud, når det gang på gang ender med relationernes kollaps, eksistensens knæk, en lysende dans over afgrunden indtil mørket opsluger mig og jeg udmattet og lemlæstet skyller op på den nærmeste strand, hvor den nærmeste venlige sjæl kan få lov til at nærme sig for en tid....?

Det er ikke for sjov, at jeg prøver at brolægge vejen ind i en-rummet med en eller anden forståelig overflade, som kan give mig lov til at forsvinde der ind uden at rive hele verden ned først. Jeg bliver et monster, hvis jeg ikke kan forsvinde med jævne mellemrum. Men det bygger kun langsomt op. Så langsomt, at andre kan tro at kende mig, vide hvem jeg er og have gennemskuet mine tilbøjeligheder og behov. Og når dette larmende behov for at forsvinde så pludselig buldrer frem, bliver de utrygge, sårede, mistænksomme. Fordi jeg fik sat en anden standard for min væren med dem fra starten af. Fordi jeg ikke fik brolagt vejen ind i en-rummet på en forståelig måde. Det er nok nøglen til at kunne begge dele - både at elske og forbinde sig med andre og samtidig at have adgang til sin egen kilde.

Dan Stubbergård har lige været på besøg. Til en snak om det, at tænke en-rummet ind i det skabte byrum - hvordan gør man det? Og hvad er det for elementer, der skal være til stede, for at det er legitimt at gå i en-rum på et offentligt sted? Om at have ansvaret for en hel, ny bydel hvilende på sine skuldre og på det angsfyldte i, at, selv om de har tegnet, tænkt og formgivet det hele, ikke aner, hvordan det er at bevæge sig rundt i den, bo i den, før den er færdig. Ikke ane, om rummene lever, om man kan leve i dem som menneske.
Og vi talte om at kunne finde ind til det rum, hvor man lader op, på cyklen, på vej fra en bydel til en anden, i kontrasterne mellem dem. At finde genopladningen i en anden rute, en afstikker. Og om at tage alene i sommerhus for at genoplade til høje krav om sociale præstationer. Han er et lyttende menneske. Det slår mig, at han lytter næsten mere end han taler. Han tager ind. Uden særligt forbehold. Vi blev afbrudt af en meget talende, meget vidende mand, som havde stort behov for at dele sine meninger og sin viden med os. I løbet af 15 minutters enetale sagde vi to ting: Hvad hedder du? Og -En ting er sikker: Ingen af os ved, hvordan verden ser ud om 100 år.

Sådan set er byen en cirkel. De midlertidigt bevægelige indbyggere sætter sig selv og hinanden i bevægelse og sætter derved cirklen i bevægelse. Indimellem, mens cirklen holder fiktionen igang, bevæger de midlertidige indbyggere sig langsomt, står stille i parker, på pladser og torve, eller sidder på bænke, i restauranter og biografer som om der var tale omfrihed. Altså er der tale om frihed.
I. Christensen, DET (Prologos)

Det minder mig om Heideggers spejlcirkel. Det er jo det vi gør, det vi er. Bevægelige, foranderlige spejle, der reflekterer hinanden og verden, indad og udad i samme bevægelse, sammenslyngede og adskilte. Til, i kraft af hinanden, og dog vores helt egne. Underligt som en-rummet i så høj grad kommer til at handle om relationer. Det bliver på en eller anden måde tydeligt, hvilke relationelle puslespil og koreografier, man indgår i, når man træder ud af dem og mærker deres prægning i sig, som spasmerne i en død krop. Livets prægning fortsætter sin indflydelse, selv om man - på en måde - er trådt ud af det.

En veninde kom løbende forbi tidligere idag med et glædeligt budskab. En anden veninde kom forbi med mand og børn og jeg poserede for kameraet som tænksom eremit. Jeg er godt klar over, at jeg ikke er særlig langt fjernet fra mit liv, mine relationer, min by. Jeg prøver at glide ind i fornemmelsen af at være det. Og blot det, er allerede en uvant bevægelse væk. Den kunne bestemt ekstremiseres.

I have my horizon bounded by woods all to myself; a distant view of the railroad where it touches the pond on the one hand, and of the fence which skirts the woodland road on the other. But for the most part it is as solitary where I live as on the prairies. It is as much Asia or Africa as New England. I have, as it were, my own sun and moon and stars, and a little world all to myself.
H.D. Thoreau, Walden

Thoreau postulerer også lidt sit uberørte land. Som lå ganske tæt på andres liv, ganske tæt på hans familie. Ikke desto mindre kan selve tilbagetrækningens bevægelse (om så omgivelserne er konstruerede, postulerede eller ej) være det, der giver adgang til en-rummet i en selv, mere end rammens utilgængelighed.

I have never felt lonesome, or in the least oppressed by a sense of solitude, but once, and that was a few weeks after I came to the woods, when, for an hour, I doubted if the near neighborhood of man was not essential to a serene and healthy life. To be alone was something unpleasant. But I was at the same time conscious of a slight insanity in my mood, and seemed to foresee my recovery.
H.D. Thoreau

Noget af det første der slog mig, da jeg kom her, var også en følelse af melankoli, en tyngde, som om der var et reservoir af ufordøjede, uforløste følelser, som skulle gennem systemet for at jeg kunne lande. Og jeg har pøvet det før. Jeg tænker, at jo længere tid, der går imellem at man får rum til at udleve disse ting, jo mere monumentale, monstrøse og skræmmender bliver de vel. Og det i sig selv kan være en årsag til at undlade at opsøge det rum. Lige såvel som en-rummet er et rum, et indre rum, er det måske også en muskel, som til stadighed skal trænes, holdes ved lige. For at man kan holde balancen her i vores konstruerede fiktion af en verden... For at man kan holde balancen i den opslugende kærlighed, i den krævende ansvarlighed, i den konstante fordring.

I love to be alone. I never found the companion that was so companionable as solitude... Society is commonly too cheap. We meet at very short intervals, not having had time to acquire any new value for each other. We meet at meals three times a day, and give each other a new taste of that old musty chease we are.
H.D. Thoreau

Indeed. Jeg har jo rent faktisk brudt min familie op, splittet den ad, af to omgange, fordi jeg ikke forstod, hvor dybt i mig det behov for respit, fornyelse og en-rum var. Første gang fordi jeg troede, at jeg bare skulle elske nok. Anden gang fordi jeg forstod, at uanset hvor meget jeg elsker, kan jeg ikke undsige mig det behov. Og at det behov ikke kunne indfries indenfor rammerne af en familie, hvor man både selv bliver den mugne ost og bliver tvangsindlagt til at lugte til den andens ditto. Men hvordan gør de, dem der formår at leve i en familie og bevare deres eget rum? Det var det med overhovedet at formulere det, for sig selv og den-de andre. Det med at respektere sit behov nok til, at andre også kan respektere det. At kommunikere det klart nok til at andre kan forstå det. At sætte standarden for ens tilgængelighed rigtigt fra starten af.

Men man må vel også tillade sig at lade sig opsluge af kærligheden for en tid, af begæret, begejstringen for den anden, det utrættelige, umættelige behov for at være i hinandens nærhed. Lade det fylde... Ikke bare holde fast i sit eget rum for at gøre det. Ellers bliver ens insisteren på tilbagetrækningen og en-rummet så asketisk og disciplineret et projekt, at alt blod og fornyende kraft forsvinder ud af det..?

Måske er det den samme bevægelse som at trække vejret - ind og ud. At jeg må decifrere, under hvilke omstændigheder, jeg trækker vejret ind, og under hvilke omstændigheder, jeg puster ud...? Jeg tror jeg trækker vejret ind i andres selskab, fyldes op af indtryk, udvekslinger, følelser. Og jeg tror, at jeg puster ud i en-rummet. Lader pansret falde, mærker effekterne, finder pladsen til dem, regenererer. Og så giver det jo god mening, at begge elementer burde have lige meget plads, burde alternere harmonisk. Det er bare ikke den forventning jeg (eller andre?) har til mig, til det, jeg skal præstere, være for andre, være i verden.

Det har været en lang dag og den er gået hurtigt. Jeg er træt for en tid nu.

Der er livekoncert et sted i nærheden og musikken bølger opbrudt gennem træerne og trafiklarmen her hen. Jeg begynder at mærke lysten til at se mine mennesker. Ikke et savn, men en lyst. Sågar en lyst til at dele dette rum med dem, indvie dem i det.

Af en eller anden grund har jeg den største lyst til en cigaret, og som eremitten i fortællingen, som blev taget på fersk gerning på den lokale pub, drages jeg mod Søndre Fasanvej for enden af stien, hvor muligheden for at bomme en cigaret af en forbipasserende kunne opstå. Driften tilbage mod civilisationen med alle dens laster...

Jeg gik en tur op til Søndre Fasanvej, spejdede ud over aftentrafikke. På en kvinde i et vindue i et hus på den anden side, som sad og røg. En mand stod i vinduet med hende. Men jeg kunne ikke krydse gaden og henvende mig. Kunne ikke træde ud af mit midlertidige revir. Gik i stedet en aftentur i parken. Stødte på en gruppe unge, som sad sammen i græsset, spiste og hørte musik. Nærmede mig genert. Følte mig sky og akavet. Spurgte om en cigaret og fremstod underlig. Mindede mig selv om hende den enspænder-agtige, der bor i min gade, som altid går rundt alene og fører lavmælte dialoger med sig selv. Med skyggen af noget tungt og skævt hængende over sig.

Gik tilbage til min hytte og røg min cigaret i skumringen for at fejre den sidste aften her. Og lettedes da den var røget til ende, og jeg kunne gå hen til skraldespanden, smide den i og nyde duften af træerne og væksterne på vejen tilbage til min hytte. Har lidt kvalme.

Nu vil jeg bede aftnen til ro og gå i seng med Emerson.

Solitude is impracticable, and society fatal. We must keep our head in the one and our hands in the other. The conditions are met, if we keep our independence, yet do not lose our sympathy.
R.W. Emerson

DAG 4

Jeg har sovet vidunderligt. Lunt og omsvøbt i min kokon. Vågnede tidligt med lyset og fuglene - kirkeklokkerne. Det er søndag. Idag skinner solen, luften er blød mod huden og verden er stor. Jeg kunne ikke komme ud af sengen. Syntes pludselig, at jeg kunne sove for evigt og tænkte, at der jo ikke som sådan er nogen eller noget, der står og hiver i mig her, så jeg blev liggende. Da jeg stod op var kl 8.38....Jeg følte det som om det var op ad formiddagen. Der er noget ved denne hytte. Fordi rummet ikke er mit, fordi det i lige så høj grad tilhører edderkopperne, hvepsene og alle de andre beboere, kan jeg finde fred med både dem og mig selv her. Da jeg gjorde rummet klar, fejede jeg kun jordgulvet med nogle kviste, som lå herinde, tilfældigt blæst ind gennem mellemrummet mellem væg og loft. Og fandt en gren med blade, som jeg kunne bruge til at fjerne de værste edderkoppespind. Andet har jeg ikke gjort. Og derfor har jeg fred med edderkopperne, som jeg ellers er bange for. Med hvepsene som summer rundt her inde. Med mørket.... Og fordi rummet er ret nyt, huset blev genopført i 2012, er der ingen historie i væggene, intet liv, der er gået forud i rummet, som præger min tilstedeværelse her. Rummet giver sig selv til den, der opholder sig her. Frit.

Men som Dan sagde: Egetræerne, der står omkring huset, var her også dengang Oehlenschlaeger sad her og skrev. De husker. De bevidner.

Jeg har siddet på en træstamme i solen i Sibirien og læst Marguerite Duras med min morgenkaffe. Læst om kvinden, elskeren, elskoven,volden, alkoholen, huset, moderen, barnet. Om hvordan hendes mor holdt hus, holdt huset for sine børn og for andre, holdt rummene, så de kunne være trygge. Om hvordan hun selv har gjort det for sine mænd, for sit barn. Det, der er ved det her hus - modsat det, derhjemme, er, at det ikke skal holdes. Det holder sig selv. Og jeg skal ikke holde rummet for andre end mig selv. Det er vidunderligt. Jeg spiser bananer og peanuts til morgenmad fordi det er det, der er. Jeg falder i staver. Følger min egen rytme. Går i stå til tider. Men det bliver også lidt kedsommeligt i længden. Det må have sin modpol. Godt at jeg også er en mor for nogen... Elsker til nogen... Datter af nogen.

Som jeg voksede Marguerite Duras op uden en far, med sin mor som det ordnende princip. En mor er ikke kun en person. En mor er en slags naturkraft, et usynligt rum, et felt, der breder sig omkring denne person og farver alt indenfor feltet i hjemmets tone. En mor binder og sætter fri på samme tid. En mor giver alt og truer med at opsluge en. Mit barndomshjem var min mor. Ikke alle de steder, vi boede, men den tone, hun bibragte dem. Det er en skrøbelig konstruktion, men også en, jeg tænker tilbage på med taknemmelighed. Det er umuligt at forestille mig, hvordan min datter vil tænke tilbage på sin barndomstid hos mig. Efter mange svinkeerinder er vi nu landet i den samme konstruktion, som jeg voksede op i. Os to. I mit hus. Der er andre. Der er en far, som er der lige så meget som mig, men ovre i sit hus. Der er en bror, som for det meste lever i samme konstruktion med sin mor i deres hus. Og så er der alle de dage, det liv, der folder sig ud i spændingsfeltet mellem disse punkter. Geografiske og menneskelige. Det er nok i høj grad blevet sådan fordi jeg, uanset hvor meget jeg elsker og uanset hvor gerne jeg har villet prøve at mase mig selv ind i en forud defineret konstruktion af familie og kærlighed, ikke har referencerne i kroppen. Den er præget af en anden opvækst. En opvækst med store, uovervågede områder af tid til mig selv. Fordi min mor tog tid til sig selv. Og selv om jeg nok ville have valgt hendes selskab, hvis jeg havde havft muligheden, så er jeg taknemmelig for at have lært at strejfe i mine egne rum, i min egen tid. Det er blevet så dyrebart for mig, at jeg ikke kan veksle det tilbage til konstant fællesskab og udveksling og samvær. Jeg forstår min mor bedre og bedre jo ældre jeg bliver. Sætter større og større pris på det, hun har lært mig og alt det, hun har eksponeret mig for i form af musik, litteratur, teater og billedkunst. Hun har været mit universitet. Gad vide, hvad min egen datter vil tage med sig?

Jeg tror, at moren i alle tilfælde eller næsten alle, i enhver barndom og i alle de liv, der har fulgt efter denne barndom, repræsenterer galskaben. Hun er og bliver det mærkeligste, det galeste menneske, man nogensinde har mødt, man, vi, hendes børn.
M. Duras

Og så kom min datter og min mor. Og vi delte rummet, solen op ad muren, for en tid, og det gjorde mig lykkelig.

Jeg kan se, at det, jeg skriver, ikke kommer frem på siden nu. Det giver mig her i de sidste timer en frihed til ikke at føle mig udleveret af mine egne tanker. Så kan jeg tænke og skrive frit, uden imaginært publikum.

Så hvis jeg skulle gå igang med at skrive, uden at vide, hvor det skulle ende, så skulle det starte sådan her. Det skulle bide sig selv i halen igen og igen indtil det nåede fra halen til hovedet. Det skulle opæde sig selv for derved at blotlægge meningen bag. Men hvordan kan man blotlægge noget, man ikke selv ved, hvad er? Det svarer måske lidt til at blotte sit køn - hvis man er kvinde. Man kender dets placering, dets funktion og dets ydre omrids, men at sige, at man kender sit eget køn, vil til enhver tid være en grov forsimpling af noget umuligt komplext. Og kønnet igen peger jo indad, på andre lag, andre betydninger, som er endnu mere utilgængelige, formummede af tid og tabu. Underligt som mit en-rum er kommet til at handle om køn og relationer. Hvem ville have troet det? Men en-rummet blotlægger jo, på godt og ondt, det, der bor i en, de potentialer, der venter på at blive foldet ud, tænkt, formet, mærket, givet liv. Og det er så det, der bor i mig. For nu.

Passende at Sille Nørgaard kommer til en snak om en-rummet i et kønsmæssigt perspektiv lige om lidt.

Har haft en vidunderlig samtale og fået en vidunderlig gave. Tiden snerper til. Der er kun et par timer tilbage i mit rum. Inga kommer om lidt til en afsluttende samtale. Og så kalder verden igen. Med mig tager jeg et løfte om at give mig selv en rum som dette minimum 2 døgn om måneden. Det er faktisk stort.